8. mar. 2015

Morgenmads favoritter ・Sundt bananbrød




Jeg elsker morgenmad, især når der er kræset om den! Men når man skal tidligt op og i skole, så er det sjældent at der er tid til pandekager og andre fancy sager. Derfor, er det her bananbrød en favorit; det gør det nemt at lave en morgenmadssymfoni, der sagtens kan måle sig med en stak pandekager. Det er perfekt med peanutbutter og en skål yoghurt on the side - og hvis man rigtig flotter sig, så er nutella klart en succes! 
Derudover er det sundt - det indeholder i hvert fald ikke ret meget sukker, og der er heller ikke rigtig noget fedtstof i. 



På trods af den rene ingrediensliste, så er brødet altså virkelig lækkert og svampet, og så smager det lidt hen ad banankage. Det holder sig fugtigt i sådan cirka 3 dage, og efterfølgende er det også lækkert at riste. Jeg har desuden planer om at trylle det om til både arme riddere og toasts! 







Jeg har efterhånden bagt ret mange bananbrød, men det er aldrig helt blevet en succes - før nu, altså. Jeg tror, at det der har gjort forskellen er, at jeg har brugt kvark i stedet for mere tyndtflydende produkter som A38, yoghurt og lignende. 

Denne gang tilføjede jeg kardemomme og lidt kanel. Så her er opskriften på en varmt og krydret bananbrød, og hvis du ikke er så meget til den slags, kan krydderierne naturligvis undlades! :)

Bananbrød

1 franskbrødsform

3 bananer
3 æg
150 gram kvark (vigtigt at der bruges kvark, hvis brødet skal hæve)
1 spsk honning - med top
100 gram hvedemel
140 gram speltmel
1/2 tsk kardemomme
1/2 tsk stødt kanel
1/2 tsk vanillepulver
1 tsk natron
1 tsk bagepulver
+ og som altid er det en god idé at tilsætte chokolade, hvis man er i humør til det! ;)

Start med at forvarme ovnen til 180℃ varmluft og beklæd en brødform med bagepapir. 
Mos bananerne og rør æg, kvark og honning i. Bland så melet og de resterende ingredienser i en større skål, og rør banan-æggeblandingen heri. Hæld dejen i formen og bag bananbrødet i ca. 1 time og 10-15 minutter.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar